Akademisk Arkitektforening

Med øje for arkitekturen


Med digitaliseringen følger en voldsom fokus på billedgørelsen af arkitekturen, mener arkitekt MAA Lotta Tiselius. Men forudsætningen for god arkitektur er meget mere end billeder, og for at kunne skabe den, skal man også opleve den i virkeligheden.

Af arkitekt MAA Lotta Tiselius

Camp Adventure-tårnet af EFFEKT Arkitekter er konstant på min nethinde. Siden tårnet stod færdigt i marts, er der ikke gået en dag, ja nærmest ikke en time, uden at den smukt snoede konstruktion er dukket op i et af mine feeds. Jeg har set billeder af tårnet så mange gange, at jeg på ingen måde har et behov for at besøge det. Jeg ved ikke engang, hvor det ligger.

For nylig talte jeg med en kollega, som fortalte, at tårnet åbenbart ligger langt inde i en skov, hvilket gør, at en del af oplevelsen indebærer en kilometerlang vandring ad en gangbro, før man når frem til selve attraktionen. Man benytter én gangbro på vej op til tårnet, og én anden på vej tilbage, så passerende ikke går ind i hinanden. Når man vandrer op i tårnet langs trækronerne, bevæger man sig fra et grønt miljø i læ af skoven, til stærke vinde, lys og vidtstrakt udsigt i toppen.

Skal opleves i virkeligheden
Fortællingen overraskede mig. Jeg har set Rasmus Hjortshøjs karakteristiske billeder af tårnet; jeg har set dronevidoen på Dezeen; og jeg har set de utallige forskellige instagramoplæg fra stedet. Det som har gjort størst indtryk på min kollega, var radikalt anderledes end det, som jeg havde oplevet hjemme foran min skærm. Den store forskel? Han havde oplevet tårnet i virkeligheden, og det har jeg ikke.

De seneste årtiers digitalisering har gjort, at vi i dag kan opleve hele verdens arkitektur fra sofaen. Men at tro at arkitektur kan opleves udelukkende gennem billeder, er en fejl. Vi risikerer at glemme arkitekturens resterende dimensioner, hvis vi ikke oplever den fysisk, med alle vores sanser. Endelig risikerer vi at blive overfladiske i vores tilgang til arkitekturen, hvilket hæmmer vores evne til at skabe gode rum for mennesker.

Billeder bestemmer
Jeg arbejder som arkitekt i en branche, som bør rumme alle dimensioner. Samtidig lever vi i en tid, hvor det todimensionelle billedes magt er ufravigelig. Instagram er et godt eksempel – billeder bestemmer. Uanfægtet at vi godt ved, at Instagram (og alle de andre sider) præsenterer en nøje kurateret version af virkeligheden, hvad enten billederne viser arkitektur, mode, mad eller husdyr, skaber de en virkelighed; en todimensionel virkelighed hvor overflade er nok, så længe der er likes.

”Instarkitektur”
Juhani Pallasmaa argumenterer i Arkitekturen og sanserne, at den moderne tids billeddeling skaber en verden, hvor vi ikke længere behøver at kropsligt opleve arkitektur, kun se den med øjet. Det er svært at ramme mere plet på vores samtid, hvor det efterhånden er svært at afgøre om en bygning rent faktisk eksisterer før den florerer på Archdaily eller Dezeen.

Pallasmaa advarer os endvidere mod at vores “ikke-kropslige” relation til arkitektur bliver overfladisk, hvilket gør, at vi mister en grundlæggende forståelse for rum, tektonik og konstruktion. Der er god grund til at frygte hvilken slags arkitektur, vi så ender med at tegne. Måske en slags “instarkitektur”, hvis primære mål er at være flot på billeder?

Vindtunneler kan ikke ses på billeder
At bruge fotoreferencer er en fast del af en arkitekts arbejde, og en nem og tydelig måde at præsentere ideer og visioner. Pinterest og andre sider hjælper os at finde inspiration og eksempler på teglarkitektur, træarkitektur, betonarkitektur, plantekummer, siddetrapper og cafémiljøer. Men hvad gør dette overflødighedshorn af inspiration ved os som skabende arkitekter? Vi kan i realtid følge arkitekturudviklingen på tværs af kontinenter og plukke, hvor vi vil. Et torv i Marrakech er vel et godt stemningsbillede til en Københavner-gade fuld af byliv? En ensom træhytte i de norske skove kan vel godt inspirere til et parcelhus i Herning? En skyskraber fuld af træer i Milano kan vel godt inspirere til nye højhus-typologier i Aarhus?

Hvorfor ikke? Fordi vi, når vi plukker arkitektoniske referencer som bland-selv-slik, mister forbindelsen til sted, rum og materialitet. For ikke at tale om tilpasningen til specifikke klimatiske forhold og brugbarheden for de mennesker, som skal bo, arbejde og leve i den arkitektur vi skaber. Der er helt enkelt umådelig stor forskel på et fotografi og virkeligheden. De vindtunneler, som skabes mellem høje bygninger, er ikke synlige på et fotografi.

Det mikroklima, som skabes i en sydvendt baggård, er ikke synligt på et fotografi. Det trafikkaos, som hærger mange bymidter i myldretiden, er ikke synligt på fotografi, hvis det vel at mærke er taget om morgenen. Det er dette, som er skønheden og faldgruben ved billeder, de fortæller den historie, vi vil, at de skal fortælle, og ikke hele sandheden. 

Essentiel bæredygtighed
Det kan dog være svært som arkitekt ikke at blive overfladisk i en tid, hvor en teglbygning egentlig bare er en betonbygning med nogle tynde teglskaller på. Business as usual og fastgroede regler gør det svært at tegne andet end standardløsninger bag facaden. Desværre tror jeg ikke, at der er mange andre i byggebranchen, som kommer til at udfordre denne standard.

Vores forståelse for tektonik og konstruktioners påvirkning på arkitektonisk kvalitet er derfor essentiel, selvom andre påstår sig at vide bedre. Og hvis vi skal gøre os nogen som helst forhåbning om at kunne trække byggeriet i en mere bæredygtig retning, er vi nødt til at forstå, hvor man starter. Det er ikke med at pakke klimabelastende konstruktioner ind i et tyndt lag bæredygtige facadematerialer. Det udvander og forsimpler definitionen af bæredygtighed. Vi arkitekter må derfor agere som mere end sortklædte æstetikere med Corbusier-briller, som blot sørger for, at ingeniørernes samlebåndsbyggerier får en pæn indpakning.

Og selv om hjemmesider, blogs og diverse sociale medier prøver at fortælle os, at en bygning kun behøver være flot på billeder for at være god arkitektur, bør vi nok prøve at grave dybere. Vi får hurtigt begrænset vores syn på arkitektur, hvis vi kun studerer den på billeder, og i allerhøjeste grad hvis vi kun studerer den, som har flest likes eller har vundet en af de utallige arkitekturpriser, som uddeles hvert år. Vi må ikke glemme at opleve arkitekturen, med alle de sanser vi har. Som Juhani Pallasmaa skriver:

“An architectural work is not experienced as a series of isolated retinal pictures, but in it’s fully integrated material, embodied and spiritual essence.” 

Konushuller i en insitustøbt betonfacade. Tekstureret marmorbelægning. Håndtag. Tagrender. Vindueskarme. Kombinationen af bjælker og synlige installationsrør. Lister. Der er så meget, man først lægger mærke til, når man rent fysisk befinder sig i arkitekturen. Med risiko for at lyde som en analog romantiker vil jeg lukke computeren ned og tage ud og opleve arkitekturen i stedet for at kun at kigge på den på nettet. For mon ikke der er noget at lære derude?

Foto i toppen: Camp Adventure. Credit: EFFEKT/Rasmus Hjortshøj. 

Se mere om projektet på tegnestuens hjemmeside

Kommentarer